Løftebrud – er det en sejr!
21. okt 2009 af Bente Lauridsen
Synspunkt i Nordjyske d. 21. okt.09
De borgerlige regionsrådskandidater fra V og K fører sig i Nordjyske d. 16. okt. frem som om det var dem der har skaffet Nordjylland et nyt sygehus. Mig bekendt er det et enigt regionsråd der nærmest på trods af regeringens nedsatte specialistudvalg har kæmpet for at dette skulle lykkes. Hvis vi går lidt længere tilbage i historien var det den radikale Vagn Kvist fulgt af de andre mindre partier i regionsrådet som fokuserede på èt nybygget sygehus i Aalborg, mens både V og S var enige om udbygning af det eksisterende + et nyt sygehus i Himmerland. Men lad det nu ligge..
Hvis man virkelig har haft så stor indflydelse på processen som man hævder, hvorfor har man så ikke skaffet regionerne de lovede 80 milliarder? Hvorfor blev det kun til 25 milliarder? Hvorfor bliver der i første omgang kun udbetalt 15? og er man da tilfreds med at vi i Nordjylland kun kan bygge for 3.2 milliarder, for det rækker jo ikke? Borgerne i Nordjylland har krav på det bedste af det bedste, så langt kan jeg blive enig med Josefsen og co. men den økonomi det nye byggeri skal finansieres med er ikke til stede. Så derfor er der snarere tale om et løftebrud.
